FISKERKONENS OPSKRIFTER
Madnørd, kreativ sjæl og fiskerkone. Denne kombination er blevet starten på denne madblog med lækre opskrifter. Til daglig driver jeg den grafiske virksomhed R Stjerne – Grafisk Design. Jeg er gift med Henrik, der er selvstændig fiskeskipper med egen båd hjemmehørende i Strandby i Nordjylland. Her sejler kutteren ud søndag aften for at fange jomfruhummere og fisk. Efter et døgn eller to på havet vender de tilbage med fangsten for at sælge på auktion eller til opkøbere. Når fisk og skaldyr er blevet “landet”, vender skibet tilbage på havet.
Mad der samler familien
For os er det at lave mad sammen og spise sammen med familien noget af det bedste, vi ved. I en travl hverdag giver det god mening for os at mødes over måltidet og tale om dagens begivenheder. Jeg vil forsøge at inspirere og guide jer igennem den verden af lækker mad, der findes under havets overflade. Her er opskrifter for enhver smag og pengepung. Jeg forsøger at komme rundt om mange forskellige fiskearter samt skaldyr. De fleste af opskrifterne er lette og kræver ikke mange ingredienser. Det vigtigste er de friske råvarer.
De fleste fiskearter kan fås hos velassorterede fiskehandlere i hele landet, ellers kan du altid spørge din lokale fiskehandler, og han vil med garanti forsøge at skaffe den råvare, du søger.
Opskrifter
Vi laver opskrifter med mange forskellige fiskearter, og du vil støde på fisk, du måske ikke engang har hørt om endnu. Der findes så mange forskellige slags fisk, og vi synes, det er synd kun at spise de gængse som torsk og rødspætter. I flere af opskrifterne vil vi skrive alternativer til fisk, så du har mulighed for at bytte en slags fisk ud med en anden, hvis du ikke lige kan skaffe den, der står i opskriften. Nogle opskrifter vil være klassiske, andre vil være nye og med et nordisk islæt.
Dansk fisk og skaldyr
Vi arbejder hovedsageligt med danske fisk og skaldyr, og eksperimentere med forskellige arter.
HAVET SOM SPISEKAMMER
»HAVET SOM SPISEKAMMER« tager dig med på en rejse af fantastiske smage og smukke billeder i et af Danmarks ældste erhverv. Med enkle og uforglemmelige retter fra havets spisekammer formår »Fiskerkonen« at frembringe kulinariske kunstværker.
Denne bog skiller sig ud fra andre kogebøger ved at forene fiskeriets rå og autentiske verden med madens forfinede og forførende verden, godt krydret med fortællinger fra havet. Lad dig lokke af havets magi, og nyd en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige.
KNAPPEN HUMMERSALG
Knappen Hummersalg er vores eget gårdsalg af jomfruhummere. Ligesom landmanden sælger kartofler, sælger vi jomfruhummerhaler fra en fryser i vores garage. Hummerne kommer fra egen fangst, der er fanget med kutter FN 261 Stjerne i Kattegat og Skagerrak. Hummerne bliver frosset kort tid efter fangst og sikrer derfor en høj kvalitet.
Jomfruhummerne er pakket i 1 kilos poser, og gårdsalget er baseret på allerbedste selvbetjeningsmaner, hvor du forsyner dig selv i fryseren og betaler kontant eller med MobilePay. Knappen Hummersalg er åbent hver dag året rundt fra 08.00 til 20.00.
Find os på Frederikshavnsvej 128, 9900 Frederikshavn
FISKERKONENS OPSKRIFTER er en mad blog, med fokus på fisk og skaldyr af Rikke Stjerne. Her finder du hverdagsvenlig inspiration til at få mere fisk og skaldyr ind i den travle hverdagen.
Havet er fyldt med smag...
Fiskerkonen aka: Rikke Stjerne
Tlf: 21829972
mail: rikke@r-stjerne.dk
web: r-stjerne.dk
FØLG MED HER